onsdag den 5. september 2007

Ting nr. 22.1 skrevet af Annamolina

Jeg bliver nødt til at efterlade Annamolina stirrende fortabt på et stort kort over Second Life verdenen. Jeg er for træt til at finde ud af hvordan hun kommer "hjem" til InfoIsland.
Det har taget tid at komme igennem denne transformation, men det var sjovt, især den meget konkrete ændring af figuren - noget man kun kan drømme om i den første verden.
Med lidt træning i morgen, skulle jeg gerne være klar til turen med alle jer andre på fredag.

mandag den 3. september 2007

MellemTing

Brandslukning i formiddag og 23 Ting i teamet hele eftermiddagen. Det rykkede og var en god oplevelse at vi sad og arbejdede med det samme, dog i forskellige udviklingstrin. Har her til aften kikket ind på andre blogs - og må konstatere at mulighederne er uendelige. Fik lige en idé at vi skulle lave en UdstillingsBlog i Fag2, hvor vi alle kunne smide ideer ind til aktuelle udstillinger og andre indfald. Da det ikke er sikkert at nogen læser det her på siden, må jeg hellere foreslå det mundtligt også.
Nettet fascinerer når man først begynder at arbejde aktivt og interaktivt med det. De 23 Ting er en meget anderledes måde at bruge Nettet på i forhold til traditionel informationssøgning.

Ting nr. 11

Så er min blog blevet en anelse mere varieret med nogle bogforsider fra LibraryThing. Jeg kan se at der er mange måder at præsentere titlerne på. Indtil videre ser min side sådan her ud, men intet varer jo evigt, så måske er den ændret i morgen. Jo flere gange man ændrer, jo lettere er det at huske hvordan.

Ved samme lejlighed fik jeg også lagt et billede af mig selv på bloggen.

Ting nr. 10

Library Thing er et fint koncept. Jeg har lagt 5 bøger ud på mit web bibliotek, men det gør nu ikke reolen derhjemme mindre fyldt ;-)
Jeg interesserer mig for engelsk/amerikansk og post-colonial litteratur, så der er masser af inspiration at hente her. Nu ville jeg også bare ønske at jeg havde tid til at læse noget mere.

Ting nr. 9

Jeg skulle lige have fat i konceptet med Social Bookmarking. Jeg troede at det drejede sig om at videresende udvalgt links/bookmarks til udvalgte personer og ledte derfor forgæves efter en knap der kunne udføre dette.
Nu ved jeg at det drejer sig om at tilføje personer i sit netværk, og at disse personer dermed automatisk kan se alle mine bogmærker. Og derfor forstår jeg bedre at det kan være passende at have en "privacy" markering. Det er vel ikke alt, der kommer alle ved, men så kan man selvfølgelig oprette forskellige brugernavne på Del.ious.us.
Erfarede også at ikke alle kan huske deres brugernavn, og derfor kan de være vanskelige at kommunikere med ;-)

Ting nr. 8

Delicious eller Del.icio.us

Jeg er imponeret over hvor gode nogen er til at finde på fængende navne. Det kan være vi skal udskrive en konkurrence på en Blog om et alternativt navn til vores kommende KompetenceCenter ;-)

Jeg er nu oprettet på Del.icio.us og har lagt en stribe bogmærker ind. Det er meget let at anvende, og en god måde at ordne sine favoritsider på. Den skal jeg have oprettet derhjemme. Bliver det et alternativ til søgemaskinerne?

Ting nr. 7

Min ældgamle Hotmail konto har i årevis reklameret for Messenger, men det er så først nu med 23 Ting at jeg får mig oprettet. Det er et absolut anvendeligt redskab til longdistance kommunikationen, men faktisk også til det nære.